Ude af pagt med virkeligheden

Vi kommer ikke ud af krisen ved blot at insisterer på at spare. Tværtimod risikerer vi med dén kurs, der er toneangivende i Europa lige nu, at grave hullet, vi er i, endnu dybere.

Vi skulle have haft langt over 100 milliarder kroner i underskud på statsregnskabet i 2011. Men det blev til 34,7 milliarder kroner. Samtidig er Danmark et af de lande i verden, der har den mindste statsgæld.

Alligevel har folketingsflertallet ”valgt at vælge”, at det er grund nok til brutale indgreb over for syge og arbejdsløse lønmodtagere, som mister deres dagpenge midt i en tid med krise og ledighed? Men er det slemt nok til, at vi skal underordne os Europagten og lade EU og Euroland bestemme, hvor mange kroner vi vil bruge på at udvikle vort land og udbygge vores velfærd?

Vi siges at have verdens højeste skattetryk. Men når vi ser på begreberne ”skat på arbejde” og ”skat af sidst tjente krone”, så ligger vi pænt midt i feltet. Det viser helt nye statistikker, udarbejdet af professor Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet. Han påpeger samtidig, at Danmark er et af de lande i verden, der har den mindste statsgæld og i øvrigt en fremtidig skatteindtægt i mange-milliard-kroners-klassen, fordi de opsparede pensionsmilliarder beskattes, når de udbetales.

Der er sådan set ingen grunde til stramninger – tværtimod.

Den slags kendsgerninger er selvfølgelig ikke populære i det blå Europa med kommission og andre institutioner, der gerne vil have vores hjælp til at redde de tyske banker og det yderst tvivlsomme Euro-projekt. – Undskyld, det hedder vist hjælp til at redde det kriseramte Grækenland, Italien, Spanien med flere!

Heller ikke i det blålige, danske Folketing er der lydhørhed. Men det kan godt undre mig, at der åbenbart slet ikke er nogen i S og SF, der synes at høre efter.
Vi mærkede krisen, da bolig- og især finansmarkederne havde skruet konjunkturen op i højder, som måtte føre til drastiske fald. Men trods mindre danske bank-kollapser er det altså først og fremmest i det sydlige Europa, det står rigtig slemt til. Eller rettere: Det sydlige Europa skylder de tyske og de franske banker så mange penge, at disse banker vil kollapse, hvis ikke EU træder til med støtte. Vi er altså ikke i gang med redningsaktioner for Grækenland, Italien, Spanien eller Portugal. Det eneste, vi skal redde, er banksektoren i Euroland.

Samtidig er vi på vej ind i en pagt, der overlader stort set al magt til EU. Et EU, der trods af løfter om det modsatte, ustandselig blander sig i arbejdsmarkedsforhold.
Ikke for at undgå social dumping, med foranstaltninger imod at udenlandsk arbejdskraft importeres uden at de sikres ordentlige forhold, og at de ikke er løntrykkere.
Ikke for at forhindre, at udenlandske chauffører og vognmænd overtræder reglerne for transport i medlemslandene og presser danske chauffører og vognmænd ud.
Nej, lige nu roder EU-kommissionen med ”retten til fri udveksling af tjenesteydelser og virksomhedernes etableringsret”. Det lyder fint, men handler om, at kommissionen fremover skal godkende arbejdskonflikter, som involverer flere lande. Det skal ske for at forhindre “alvorlig forstyrrelse af det indre marked” i situationer, hvor ”involverede personer eller virksomheder kan opleve store tab”.

Altså værdipolitik for virksomhederne og for investorerne. – Men hvad med dem, der udfører arbejdet?
At et dansk firma som Danish Crown via et irsk vikarbureau kan ansætte rumænsk arbejdskraft på en tysk fabrik til lønninger på mellem to og 5-6 euro i timen (mellem 35 og 45 kroner), er ikke noget, EU har tænkt sig at forhindre. Tværtimod ser vi syd for grænsen et samfund, der på bare syv år er gået fra et velorganiseret, nogenlunde sikkert arbejdsmarked til en model, hvor de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Efter et års arbejdsløshed sendes tyske lønmodtagere i minijob til 400 euro (omkring 3.000 kroner) om måneden. 8 millioner af i alt 82 millioner tyskere lever i dag under fattigdomsgrænsen!

Sådanne temaer var på diskussionsbordet, da ”Horsens for et andet Europa” holdt konference, samtidig med at EU’s beskæftigelses-, social- og sundhedsministre holdt uformelle møder under dansk ledelse i Horsens.

Temaer som vi finder væsentlige, og som det er lykkedes os at få på dagsordenen i et samarbejde mellem almindelige, bekymrede skeptikere og modstandere, fagforeninger, politiske ungdomsbevægelser og folk med EU-politiske holdninger – mest i Horsens, men også rundt om i landet.
Vi kommer ikke ud af krisen ved blot at insisterer på at spare. Tværtimod risikerer vi med dén kurs, der er toneangivende i Europa lige nu, at grave hullet, vi er i, endnu dybere.

Det er vist på tide, at regeringen får skiftet ud i sine topembedsmænd, så de kan få andre impulser end de EU-blå.

Vi trænger virkelig til en anden stemme i debatten.