Lørdag var fagforeningernes på gaden i Budapest mod "slavelov"

Ungarns fagbevægelse på gaden mod ”slavelov”

400 timers overarbejde om året, er den del af den pakke de ungarske fagforeninger gik på gaden imod i lørdags

De ungarske fagforeninger er gået på barrikaderne og lørdag demonstrerede tusindvis i Budapest mod en lov, som tillader overarbejde i op til 400 timer om året uden at der skal forhandles med fagforeningerne.

De ungarske fagforeninger kalder det helt enkel for en ”slavelov”, som viser hvordan premierminister Viktor Orban’s regering vil øge virksomhedernes overskud på arbejdstagernes bekostning.

Regeringen ønsker med loven at komme investorerne krav om mere ”fleksibilitet” i møde, det gælder bl.a. de tyske bilfabrikker, som har afdelinger i landet.

Formanden for Ungarns LO, Laszlo Kordas, sagde ved demonstrationen, at ungarerne arbejde for Europas laveste lønninger, skriver netmediet, The Tribune.

Udover den dramatiske stigning i tilladt overarbejde, som svaret til en dags arbejde mere om ugen, så protesterer fagforeninger også over, at arbejdsgiverne nu får mulighed for at trække betalingen for overarbejde til tre år, i dag skal afregningen ske inden for et år.

Lovforslaget giver også mulighed for at omgå overenskomsterne og fagforeningerne, fordi det bliver muligt at lave aftale om overarbejde med hver enkelt medarbejder – uanset hvilke aftaler der er indgået med fagforeningerne.

– Det her handler kun om at undertrykke arbejdernes interesser og prioritere arbejdsgivernes og den magt de har. Dem der har den politiske og økonomiske magt burde forstå, at vi ikke er robotter, siger medformand i Den Demokratiske Liga for Uafhængige Fagforeninger, Jozsef Szilagyi.

Fagforeninger på sidespor

Det er ikke kun i indholdet af lovforslaget at fagbevægelsen bliver kørt ud på et sidespor. Selve forelæggelse af lovforslaget omgår de ungarske love, som ellers foreskriver, at regeringen skal forhandle med arbejdsmarkedets parter inden man ændrer i arbejdsmarkedslovgivningen. Det omgår det regerende Fidesz-parti ved at lade et par af partiets parlamentsmedlemmer fremlægge lovforslaget, så det ikke formelt kommer fra regeringen.

De offentlige ansattes europæiske paraplyorganisation, UNI Europa har fordømt den ungarske regerings skridt, og opfordret til solidaritet med de ungarske kolleger.

– Forbedring af konkurrenceevnen skal ikke ske ved at forringe arbejderne situation og ved at angribe deres rettigheder, hedder det i en udtalelse fra UNI Europa, som opfordrer den ungarske regering til at leve op til de internationale standarder for de faglige rettigheder.

Der skal formentlig stemmes om forslaget onsdag, og fagforeningerne overvejer nye protester samme dag. (brink)