VC- regeringen og aftalesystemet af Finn Sørensen

Under feltråbet ”frihedspakken for arbejdsmarkedet” lægger den nye regering op til mange forskellige direkte og indirekte angreb overenskomstsystemet.

  VK-REGERINGEN OG AFTALESYSTEMET

Af  Finn Sørensen

Under feltråbet ”frihedspakken for arbejdsmarkedet” lægger den nye regering op til mange forskellige direkte og indirekte angreb overenskomstsystemet. Målet er ikke at afskaffe det som sådan, men at styrke arbejdsgivernes handlefrihed over for de ansatte og over for de faglige organisationer.

DIREKTE INDGREB

Som det ser ud nu, lægges der op til 3 direkte indgreb i gældende aftaler på arbejdsmarkedet: Deltidsloven, forbud mod eksklusivbestemmelser og arbejdstidsloven på baggrund af EU-direktivet herom.

Lovforslaget om deltidsarbejde

Lovforslaget handler i sin enkelhed om, at der ikke må være nogen hindringer – hverken direkte eller indirekte – for indførelse af deltidsarbejde på arbejdspladsen.

Det er dermed et direkte indgreb i samtlige overenskomster, hvor deltidsarbejde ikke er muligt, eller hvor der er visse begrænsninger for det – i praksis vil det sandsynligvis omfatte alle indgåede overenskomster.

Lovforslaget er en drastisk forringelse af de ansattes retsstilling i forhold til arbejdstiden, og hvad angår beskyttelse mod usaglig afskedigelse. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at en afvisning af at gå på deltid kan medføre retmæssig afskedigelse, hvis det kan begrundes i ”virksomhedens forhold” – og lønmodtageren har bevisbyrden med henblik på at påvise usaglig afskedigelse.

For nugældende overenskomster træder ændringen først i kraft ved overenskomstens udløb. En gennemførelse af loven vil dermed være et meget stærkt våben i hænderne på arbejdsgiverne ved de kommende overenskomstforhandlinger, såvelsom ved kommende lokale forhandlinger. Et våben, der kan bruges som brækstang i forhold til yderligere fleksibilitet i arbejdstiden og lønnedgang.  Da loven træder i kraft d. 31.03. 2002 rammer den de offentlige overenskomster, der netop er under forhandling!

Indgrebets betydning for gældende overenskomstbestemmelser vedrørende arbejdstid og andre overenskomstbestemmelser, der kan tolkes som indirekte hindringer for deltidsansættelse er helt uoverskuelige.

Forslaget er samtidig en grov tilsidesættelse af den kollektive organisering, idet det bygger på, at aftaler om deltid indgås mellem arbejdsgiveren og den enkelte ansatte, uden om tillidsrepræsentanten og fagforeningen. Regeringen vil uden tvivl forsøge at bruge denne ”indviduelle” model i forbindelse med kommende indgreb på arbejdsmarkedet.

(se i øvrigt mit papir: ”Deltidsloven, baggrund, indhold og konsekvenser”).

Udvalgsarbejde om eksklusivbestemmelser

Regeringsgrundlaget taler om et ”udvalgsarbejde med det formål at sikre, at krav om medlemskab af bestemte foreninger ikke forhindrer nogen i at udøve deres erhverv – hverken lønmodtagere eller virksomheder”.

Regeringen har for nylig afvist et forslag fra Dansk Folkeparti og Kr. Folkeparti om at forbyde eksklusivbestemmelser på arbejdsmarkedet her og nu. Begrundelsen er, at man netop har igangsat det omtalte udvalgsarbejde. De 2 partier må derfor vente til udvalget har kulegravet problematikken.

Udvalget består udelukkende af embedsmænd. Det falder meget godt i tråd med regeringens øvrige opfattelse af sig selv, som værende i stand til at klare sig uden ”eksperter”. Men det kan også skyldes, at opgaven er kompliceret nok i forvejen, så man ikke ønsker, at der ”går politik i den” før tid er.

Ifølge regeringen selv, omfatter problemstillingen nemlig også utallige såkaldte ”liberale erhverv”, der kun kan udføres lovligt, hvis man er medlem af en bestemt organisation, der i praksis har monopol på udøvelsen af erhvervet (De alment kendte eksempler er privatpraktiserende læger, tandlæger og  dyrlæger, men der er mange, mange andre).

Det er næppe regeringens hensigt at genere disse erhverv. Det egentlige mål er at ramme de eksklusivaftaler, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, og som iflg. DA omfatter ca. 230.000 lønmodtagere.

Men regeringen ved, at den vil komme i klemme, og muligvis trukket for diverse internationale domstole, hvis den ikke har gjort sit hjemmearbejde i forhold til eksklusivbestemmelserne for de liberale erhverv.

Det vil den sikkert blive alligevel, nemlig af fagbevægelsen. Her er der delte mening om værdien af eksklusivbestemmelser. Men alle er enige om, at et forbud vil være et indgreb i gældende overenskomster og et indgreb i aftalefriheden.

Det vil samtidig være et led i regeringens generelle målsætning om at svække fagbevægelsen medlemsmæssigt og organisatorisk, og fremme fagforeningernes indbyrdes kamp om medlemmerne.

Embedsmændene skal være færdig med deres rapport i slutningen af april, med henblik på et lovforslag til efteråret.

Lov om EU´s arbejdstidsdirektiv

På et punkt viderefører den nye regering et forslag fra den tidligere regering. Det drejer sig om lov om gennemførelse af dele af EU´s arbejdstidsdirektiv, som den nye regering har fremsat d. 6. februar 2002.

Baggrunden for dette lovforslag er noget speciel.

I 1996 skrev den daværende socialdemokratisk ledede regering til EU-kommisionen, at man anså EU´s arbejdstidsdirektiv for at være gennemført, nemlig gennem de danske overenskomster. Det skete efter nøje samråd med arbejdsmarkedets parter.

Men det var EU-kommission ikke tilfreds med. EU-direktiver for arbejdsmarkedet skal gælde for alle lømodtagere, men overenskomstdækningen i Danmark er ikke 100 %. Kommissionen tog derfor skridt til at slæbe Danmark for EF-Domstolen.

I lang tid fastholdt regeringen – og parterne på det danske arbejdsmarked – at overenskomstsystemet var tilstrækkeligt. Men da EU-kommisionen i efteråret 2001 skruede bissen på, ændrede man kurs. LO besluttede (dog imod SiD´s stemme) – sammen med DA – at opfordre regeringen til at vedtage en følgelovgivning, som sikrede at alle danske lønmodtagere er dækket af direktivet.

Direktivet – og dermed lovforslaget – sætter en øvre grænse for fleksibiliteten, i og med at man højst må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit over en periode på 4 mdr., ligesom natarbejdere ikke må arbejde mere end 8 timer inden for 24 timer – der er dog en række undtagelsesmuligheder.

Ingen fagforeninger kan have noget imod grænser for fleksibilitet. Derfor kan forslaget i sit indhold ikke på nogen måde sidestilles med deltidsloven. Men det ændrer ikke, at der er tale om et indgreb i forhandlingsretten, og også i enkelte gældende overenskomster.

Diverse trusler om indgreb Udover de nævnte direkte indgreb, bebuder regeringsgrundlaget i mere generelle vendinger indgreb over for gældende aftaler på følgende områder:  

§              På sundhedsområdet skal ”nedsættes et hurtigt arbejdende udvalg, som inden for de første 100 dage skal fremsætte forslag til nødvendige ændringer af strukturer, overenskomster, uddannelser m.v. med henblik på at få en bedre udnyttelse af ressourcerne og en varig afkortning af ventelisterne i sundhedssektoren”.

§              I forbindelse med den ”ny udlændingepolitik” hedder det at ”Barrierer der forhindrer indvandrere og udlændinge i at deltage på det danske arbejdsmarked, skal fjernes”. Der vil blive fremsat konkrete forslag i løbet af året, som led i regeringens samlede forslag til ny arbejdsmarkedspolitik. Mindstelønnen har af beskæftigelsesministeren været nævnt som eksempel på en sådan barriere.

§              I forbindelse ændringerne af arbejdsmarkedspolitikken siges det at ”Der skal indføres resultatløn i kommuner og hos AF”.

§              Som led i ”frihedspakken på arbejdsmarkedet” vil der blive fremsat forslag som giver større frihed for den enkelte til at placere og forvalte pensionsopsparingen”. Det vil være et indgreb i forudsætningerne for de overenskomstaftale pensionsordninger.

Arbejdsmarkedets Feriefond

Det Radikale Venstre har fremsat forslag om at feriepengene skal udbetales til lønmodtagernes egen konto. Det vil i praksis betyde en afskaffelse af Arbejdsmarkedets Feriefond, der jo i dag får de ikke-afhentede feriepenge og bruger dem til kollektive ferieformål for lønmodtagerne.

Udover at svække de kollektive feriegoder, vil en sådan lov vil være et indgreb i en lang række overenskomster, der rummer bestemmelser om feriekort, Feriekonto og indbetalinger af ikke afhentede feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond eller andre feriefonde, aftalt mellem parterne. Herudover vil det i høj grad vanskeliggøre kommende overenskomstforhandlinger, da arbejdsgiverne mister renteindtægter af betragtelig størrelse – beløb op til 1 mia. kr. har været nævnt.

Partiet Venstre er principielt enig i De Radikales forslag. Men det er for nuværende uklart om regeringen vil støtte et sådant indgreb i aftalesystemet. De Konservative er ikke enige. Dansk Folkeparti vil meget gerne medvirke til noget sådant.

I første omgang har regeringen – med Dansk Folkepartis støtte – ”nøjedes” med at inddrage op til 150 mio. kr. af rentetilvæksten i Arbejdsmarkedets Feriefond. Det er lønmodtagernes penge, der ellers skulle anvendes til kollektive feriemål, men nu bruges de altså til at stoppe et af hullerne efter regeringens skattestop.

Derudover er regeringen og Dansk Folkeparti ”principielt enige om at lønmodtagerne bør have udbetalt ikke-hævede feriepenge ved ferieårets udgang”. De konservative har ikke taget afstand fra dette! Der nedsættes et embedsmandsudvalg til at undersøge mulighederne, så man kan ikke udelukke at der kommer et indgreb i forhold til Arbejdsmarkedets Feriefond, og dermed i feriebestemmelserne i en lang række overenskomster.

PRES PÅ AFTALESYSTEMET

Udover de nævnte områder lægger regeringen på mange andre punkter op til ændringer, som indirekte vil lægge et pres på aftalesystemet, og specielt svække fagbevægelsens forhandlingsmuligheder med hensyn til at forbedre medlemmernes løn og arbejdsvilkår.

Det gælder for eksempel forringelserne på arbejdsmiljøområdet – specielt af arbejdstilsynets rolle – som vil tvinge tillidsrepræsentanterne til at prioritere arbejdsmiljøet højere i de lokale forhandlinger. Det kan meget nemt føre til, at arbejdsmiljøforbedringer skal betales i form af dårligere faglige resultater på andre områder.  

Halvering af dagpengene for dem under 30, lavere kontanthjælp til flygtninge og indvandrere trækker alle i den samme retning: En generel sænkelse af niveauet for kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse – der igen sætter lønudviklingen under pres. Flere borgerlige politikere har da også været ude med krav om at mindstelønnen skal ned, idet de påstår, at dens nuværende størrelse forhindrer de ”udstødte” grupper i at komme ind på arbejdsmarkedet.

Regeringen vil også stille forslag om at ”stimulere til nye former for aflønning af medarbejderne”. Det vil blandt indebære, at man letter adgangen til at udstede medarbejderaktier og lignende – et klart forsøg på at svække den kollektive løndannelse til fordel for den individuelle, og samtidig et redskab for arbejdsgiverne til at knytte medarbejderne tættere til virksomheden og dens strategi.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at man generelt vil sætte ekstra fart på  privatisering og udlicitering af alle dele af den offentlige sektor. Konkret nævnes energiforsyning, jernbanedrift, postvæsen, hjemmehjælp og ældrepleje. Al erfaring viser, at privatisering og udlicitering som hovedregel medfører forringede løn- og arbejdsvilkår. De lovgivningsmæssige rammer og de arbejdsretslige regler gør, at selve privatiseringen/udliciteringen gør det muligt for arbejdsgiveren, at afvikle generende overenskomster.

Heller ikke regeringens forslag på A-kasseområdet handler om øget frihed til lønmodtagerne. Gennem oprettelsen af tværfaglige A-kasser håber regeringen at presse fagforeningerne til at bruge langt flere kræfter på at slås indbyrdes om medlemmerne, og færre kræfter på at bekæmpe arbejdsgiverne og regeringens asociale politik.

Finn Sørensen 19. juni 2002